Parforhold

Parforhold

Gennem den seneste tid har jeg sammen med klienter arbejdet særligt meget med parforhold, og det har været meget spændende. Der er nogle ting, som er blevet meget klare for mig. Dem lister jeg nedenfor. Parforholdet er en spændende størrelse, – det er noget, der betyder meget for os, og det er noget, der kan være svært men også underfundigt, vidunderligt og ganske fantastisk. Husk at passe på hinanden:-)

  1. I et forhold kommer man ind i mellem til at gøre noget, der skaber en negativ følelse hos den anden. Det er vigtigt at stole på, at man i et forhold ikke har intentioner om at såre hinanden, men derimod kan man være bevidst om, at vi ind i mellem sårer hinanden, selvom intentionen ikke var at såre, – tal om det og stol på hinanden. Hvis der ikke er tillid, så er der ikke basis for et godt forhold.
  2. I et parforhold er man et team, så opstår der problemer, så er det ikke os mod hinanden, men os to sammen om problemet. Lad ikke problemet komme mellem jer, men vær fælles om at løse problemet. Tal sammen, prøv at forstå og vær løsningsorienterede.
  3. Alt kan tilgives (som udgangspunkt), men alt skal ikke tolereres. Respekt og forståelse for hinanden er centralt, og det at kunne tilgive – vi begår alle fejl – er også meget vigtigt.
  4. Indrøm dine fejl og sig undskyld.
  5. Bevidsthed om fælles værdier er meget afgørende, men vær også bevidst om, at vi kan tillægge de forskellige værdier noget forskelligt, så snak sammen om, hvad værdierne betyder for jer hver i sær.
  6. Vi bærer alle på gamle ”sår”. Vær bevidst om dine sår, så de ikke ubevidst forstyrrer parforholdet, fordi du bliver trigget af nogle små ubetydelige ting, som oprydning, det tøj din partner har på eller andre reelt ligegyldige ting.
  7. Bevidsthed om tilknytningsmønstre kan nogle gange give forståelse for hinandens ubevidste udfordringer.
  8. I mange forhold kæmper den ene for ikke at miste sig selv, mens den anden kæmper for ikke at miste den anden. Snak om det.
  9. Drop altid at ville have ret, – der er altid forskellige perspektiver og forståelser af tingene.
  10. De fleste problemer i et forhold kan koges ned til: Magt & kontrol, omsorg & nærhed/intimitet og respekt & anerkendelse (det laver jeg snarest et separat opslag om). Så når oprydning, børneopdragelse diskuteres, så handler det ofte om ovenstående, – ikke det konkrete, der diskuteres, og derfor bliver det hele en anelse mudret og det er nemt at tale forbi hinanden.
  11. Tænk over: hvem er du i forholdet – hvad bidrager du med? Vær sikker på, at din partner ved, at vedkommende betyder noget for dig.
  12. Kritik dækker ofte over et ønske – læs den igen (Den går begge veje), – tænk over, hvad kritiserer jeg min partner for? Og spørg så dig selv: hvad er det jeg ønsker? Gør det samme, når du bliver kritiseret, – spørg: hvad ønsker du?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *